Kystmuseet Skagen åbner i dag, tirsdag d. 18. januar 2022, ny caféudstilling om Skagen i 1922.
Kystmuseet Skagen oplyser om udstillingen:
Når vi slår dørene op til Kystmuseet Skagen idag, så kan du glæde dig til at se en helt ny caféudstilling ” Isvinter og vinterepidemi – Skagen 1922″.
Man har til ophængningen kigget 100 år tilbage til dagens gang i Skagen, som beskrevet i dagbladene – først om fremmest med udgangspunkt i de gamle udgaver af Skagens Avis fra perioden 2. januar – 31.marts 1922.
Det var – som man vil kunne opleve – en begivenhedsrig periode, både i Skagen by og i verden generelt. Til udstillingen her har man dog koncentreret sig om to begivenheder, der optog sindene i byen: tilisningen af de indre farvande, der betød store udfordringer for fiskeriet og søfarten generelt – samt en truende genopblussen af Den Spanske Syge, som havde hærget kloden i voldsom grad i 1918-1920.